Kan man være dårlig til at føde?

Kan man være dårlig til at føde? Hvis man er bange, ikke giver slip, holder igen, skriger på smertestillende, ikke kan presse, modarbejder veerne eller hvis fødslen trækker i langdrag?

Nej, det er ALDRIG den fødende kvindes skyld.

Hvorfor sidder så mange kvinder så tilbage med en nederlagsfølelse efter fødslen?

Sidste år efterlyste jeg kvinder, der havde haft en efterfødselsreaktion eller frygtede, at de kunne få det. Siden har jeg talt med mange generøse kvinder, der var villige til at dele deres historie. Fælles for disse kvinder, der havde født under forskellige omstændigheder og havde forskellige forudsætninger før deres graviditet, var, at de kunne have ønsket sig mere ro og nærvær under fødslen. Nogle bebrejdede endda sig selv, at de ikke var rolige nok.

Flere kvinder fortalte om en nederlagsfølelse eller en afmagtsfølelse. At de ikke var gode nok til at føde og ikke havde indflydelse på fødslens forløb. Når jeg spurgte ind til dette, var svarene forskellige, men et fællestræk var, at de følte at fødslen trak ud i længere tid, end de oplevede var nødvendigt, bl. a. fordi de ikke vidste, hvad de skulle gøre og ikke kunne finde ro og give slip.

Jeg genkender den nederlagsfølelse fra fødslen af mit første barn for 12 år siden. En følelse, der var drivkraften, da jeg valgte at føde de to næste børn hjemme. Og jeg har set afmagten hos de mange af de nybagte forældre, jeg har talt med i løbet af de seneste 10 år. Jeg hører om flere og flere fødselstraumer. Om mødre og deres partnere, der kæmper med flashbacks, søvnløshed og depression efter fødslen uden at få tilstrækkelig hjælp. Jeg har set alt for mange spædbørn, der mistrives, fordi de i lyset af forældrenes afmagt ikke ses som de perfekte små mennesker, de er.

Ro og tryghed for mor og hendes partner under fødslen er et grundlæggende vilkår for at den fødende kvinde kan lytte til sin krop, håndtere vesmerterne og producere de hormoner, der understøtter mælkeproduktionen, barnets følsomme nervesystem og den første tilknytningsadfærd. Jordemødre og andre fødselshjælpere ved det godt, og de gør, hvad de kan for at begrænse stress under fødslen. Alligevel oplever fødende, at de bliver ladt alene under fødslen; at jordemoderen har for travlt; at de ikke forstår, hvorfor de får vedrop eller lignende; at de i stigende grad bliver flyttet fra et hospital til et andet. De mangler ro, tryghed og nærvær. Og hvis forældrene mangler det, mangler spædbarnet det også.

Vi ved fra forskningen, at hjemmefødsler, “kendt jordemoder”, og doulaer eller lignende støtte til den fødende, medvirker til at begrænse behovet for indgreb under fødslen, og jeg kunne godt tænke mig, at der blev forsket mere i, hvad det betyder for risikoen for efterfødselsreaktioner, for amningen og for det spæde barns trivsel. Der kan ikke herske tvivl om, at en betydningsfuld og potentielt afgørende medvirkende faktor er forældrenes oplevelse af ro, tryghed og nærvær og fraværet af stress.

Langt de fleste af de kvinder, jeg talte med, kom under vores samtale frem til, at de godt kunne føde deres børn. Uanset hvordan det var gået. Graviditeten er en periode med et enormt potentiale. Psykologisk, fysiologisk og socialt. Det er også en periode med sårbarhed.

Derfor skal vi støtte kommende forældre hele vejen gennem graviditeten og fødslen og tiden efter. Vi skal skabe forudsætninger for, at de kan træffe de valg, der er bedst for dem. At de føler den ro og tryghed, der er så fundamental for deres fødselsoplevelse. Vi KAN og SKAL skabe forudsætningerne for at Verdens nye indbyggere bliver budt velkommen af forældre, der kan spejle spædbarnets første søgen efter kontakt, tryghed og omsorg med et blik, der siger:

Du er velkommen, du er perfekt, og alt er godt.

Det er derfor, jeg laver det, jeg laver. Det er det, perinatal psykologi handler om.

Cookie- og privatlivspolitik
×

Menu

Ring til os

Skriv til mig