Hvem holder dig, når du holder andre?

En bæredygtig hverdagspraksis

Fra moderen, der forsøger at finde balancen mellem at tage sig af sin syge far og sin familie derhjemme, til jordemoderen, der tøjler sin angst, mens hun hjælper den ene fødende efter den anden og psykologen, der altid er der for sine klienter og kolleger, men ikke føler, at hun kan være der for sine børn.

I den foregående uge har der været et tilbagevendende tema. Både blandt mine supervisanter og mine klienter har en februarmathed vist sig ovenpå vinteren, og ordene “udmattet” og “utilstrækkelig” er gået igen i forskellige udgaver.

Fælles for dem er, at de faktisk klarer rigtig meget, og er gode til at hjælpe andre, men alligevel føler sig låst i en Sisyfoslignende cirkel af altid at knokle eller kæmpe, altid skulle samle op, og aldrig rigtig kunne slippe ansvaret.

 

Nogle gange bliver ydre forhindringer og/eller vores egne begrænsninger ved med at spænde ben. Allerhelst vil vi have at nogen, en magisk formel, en-eller-anden, en voksen, ophæver Sisyfos’ forbandelse og slipper os fri, men min erfaring er efterhånden, at det sjældent sker.

Resultatet er, at vi løber og slukker brande. En kiropraktor til ryggen, en diætist til overvægten, en coach til stress på arbejdet, en psykolog til angsten, botox til bekymringsrynkerne, og imens går tiden, kalenderen er fuld af aftaler, livet fortsætter, men vi føler ikke rigtig at vi lever, for vi har lige nogle klienter, nogle børn, der har brug for os og noget, vi skal fikse først.

Livet er det der sker, mens vi har travlt med andre ting.

Vejen til at (ud)holde livets udfordringer, når de bliver ved at dukke op i vores liv er at finde en praksis i hverdagen, hvor der er åndehuller, forbundethed og næring, der danner grobund for glæde, nydelse, heling og mening. Der er ikke èt svar til alle. De fleste har brug for flere greb i hverdagen, før åndehullerne for alvor indfinder sig, og livet viser sig.

Hvad giver dig ro? Hvad giver dig glæde? Hvad er betydningsfuldt for dig? Selv en kortvarig følelse, som når “emhætten slukker”, kan have betydning, når stormen raser.

Ting, der kan give mening, næring og grobund:

  • At gøre noget, der er i overenstemmelse med dine værdier.
  • At gøre noget i fællesskab. At mødes med ligesindede.
  • At gøre noget der nærer dig, gør dig godt.
  • At bevæge dig på en rar måde.
  • At skabe noget.
  • At lytte til musik.
  • At synge
  • At danse
  • At have fysisk kontakt til et andet menneske.
  • At være i kontakt med naturen.
  • At være i stilhed
  • At få pirret din nysgerrighed eller undren.
  • At lære noget nyt.
  • At praktisere mindful compassion

Øvelser i compassion kan være en vej til at holde sig selv og andre uden at brænde ud, og det kan være nøglen til at opdage, hvad du skal have integereret i dit hverdagsliv for at trives. Disse ting kan være alt fra at vende ansigtet mod en solstråle, til vinterbadning, til en daglig meditationspraksis, til deltagelse i et kvindefællesskab.

Ingen af disse ting kan stå alene. Det vigtigste er, hvordan det føles, og om det er tilgængeligt for dig.

Du kan ikke stå alene. Du har brug for at være forbundet til nogen eller noget.

 

 

 

 

Må jeg sove sammen med min baby?

Må jeg sove sammen med min baby?

Jeg hører mange forældre stille dette spørgsmål, og der er lige så mange svar, som der er mennesker, du kan spørge. Alligevel kan du godt blive klogere. Jeg hører mig selv anbefale både det ene og det andet alt efter omstændighederne, men der er altid en god grund til min anbefaling.

1: Hvordan sove sammen? I samme rum? I samme seng? Under samme dyne?

– Ja, I kan godt sove i samme rum og gerne så tæt på hinanden, at dit barn kan mærke din tilstedeværelse.

Hvis du vil opdrage dit barn til at sove alene på sit eget værelse af hensyn til dit parforhold eller din egen søvn (der er ikke belæg for at påstå at det er for barnets skyld, for dit barn vil helst være hos dig), så vent til du ikke længere ammer eller giver flaske om natten og vent til dit barn er mindst 6 mdr, gerne 12. Det er en skrøne, at børn skal “lære” at sove alene eller sove igennem fra starten. Jeg vil faktisk gå så vidt at påstå, at du ved at “træne” dit spædbarn til at sove i et rum alene eller sove igennem, berøver dit barn for en fundamental omsorg, der er grundlag for dets følelsesmæssige udvikling. Så er det sagt. Og ja, du vil kunne finde kloge mennesker, der er uenige med mig. Og forskning, der underbygger min påstand.
Brug din sunde fornuft.

– I samme seng? Først må du vende blikket mod dig selv og overveje sikkerheden for dit barn. Sover du tungt, eller vågner du ved den mindste lyd og bevægelse? Tager du medicin, der påvirker din søvn? Drikker du alkohol? Den mindste smule tæller. Ryger du eller røg du under graviditeten?
Hvis du kan svare ja til at sove tungt eller at du tager medicin eller rusmidler eller ryger, så er svaret for dit barns sikkerhed:
Nej, sov ikke i samme seng.

Men lig hud mod hud med dit barn, så ofte du kan, mens du selv er vågen. På den måde kan du give dit barn så meget fysisk kontakt som muligt, selvom I ikke kan sove sammen.

Er du almindeligt sund og rask, sover let og ammer dit barn, som ikke er eksponeret for røg under graviditeten? Eller er du far eller plejemor eller adoptivforælder, der er primær omsorgsgiver for et nyfødt barn.

Så er du og dit barn skabt til at ligge sammen i de første mange måneder af dit barns liv. Det fremmer dit barns hjernes udvikling og dets følelsesmæssige og tilknytningsmæssige udvikling. Det fremmer din følelse af bånd til dit barn og forebygger efterfødselsreaktioner, og det giver dig mulighed for at amme, sådan som spædbarnets lille mave helst vil have det, nemlig ca med 1-2 timers mellemrum… Ja! Så ofte! Argh! Jo, det er rigtigt! Jamen jeg har fået at vide hver 4. time! Ja, men det er en helt anden diskussion. Den tager vi en anden dag. Am så ofte som dit barn vil, det er bedst for den psykologiske udvikling. Men kun i starten. Dit barns mave bliver større og vil bede om mad mindre ofte. Giver du flaske med modermælksersttning skal barnet ikke have mad så ofte.

Klæd dit barn i let tøj. Lad barnet sove med egen dyne, men tæt nok til at dufte dig. Sørg for at der ikke er revner i mellem madrassen og væggen eller sengen, som den lille kan falde ned i og lad endelig være med at sove sammen på sofaen, hvor den lille kan glide ned og blive mast

-Under samme dyne? Nej. Dit nyfødte barn har svært ved at regulere sin egen temperatur, så hvis det ligger under din varme voksen-vinter-dyne sammen med dig, der er varm og sovende, og dynen glider over hovedet på den lille, så kan han blive alt alt for varm.

Kan man være dårlig til at føde?

Kan man være dårlig til at føde? Hvis man er bange, ikke giver slip, holder igen, skriger på smertestillende, ikke kan presse, modarbejder veerne eller hvis fødslen trækker i langdrag?

Nej, det er ALDRIG den fødende kvindes skyld.

Hvorfor sidder så mange kvinder så tilbage med en nederlagsfølelse efter fødslen?

Sidste år efterlyste jeg kvinder, der havde haft en efterfødselsreaktion eller frygtede, at de kunne få det. Siden har jeg talt med mange generøse kvinder, der var villige til at dele deres historie. Fælles for disse kvinder, der havde født under forskellige omstændigheder og havde forskellige forudsætninger før deres graviditet, var, at de kunne have ønsket sig mere ro og nærvær under fødslen. Nogle bebrejdede endda sig selv, at de ikke var rolige nok.

Flere kvinder fortalte om en nederlagsfølelse eller en afmagtsfølelse. At de ikke var gode nok til at føde og ikke havde indflydelse på fødslens forløb. Når jeg spurgte ind til dette, var svarene forskellige, men et fællestræk var, at de følte at fødslen trak ud i længere tid, end de oplevede var nødvendigt, bl. a. fordi de ikke vidste, hvad de skulle gøre og ikke kunne finde ro og give slip.

Jeg genkender den nederlagsfølelse fra fødslen af mit første barn for 12 år siden. En følelse, der var drivkraften, da jeg valgte at føde de to næste børn hjemme. Og jeg har set afmagten hos de mange af de nybagte forældre, jeg har talt med i løbet af de seneste 10 år. Jeg hører om flere og flere fødselstraumer. Om mødre og deres partnere, der kæmper med flashbacks, søvnløshed og depression efter fødslen uden at få tilstrækkelig hjælp. Jeg har set alt for mange spædbørn, der mistrives, fordi de i lyset af forældrenes afmagt ikke ses som de perfekte små mennesker, de er.

Ro og tryghed for mor og hendes partner under fødslen er et grundlæggende vilkår for at den fødende kvinde kan lytte til sin krop, håndtere vesmerterne og producere de hormoner, der understøtter mælkeproduktionen, barnets følsomme nervesystem og den første tilknytningsadfærd. Jordemødre og andre fødselshjælpere ved det godt, og de gør, hvad de kan for at begrænse stress under fødslen. Alligevel oplever fødende, at de bliver ladt alene under fødslen; at jordemoderen har for travlt; at de ikke forstår, hvorfor de får vedrop eller lignende; at de i stigende grad bliver flyttet fra et hospital til et andet. De mangler ro, tryghed og nærvær. Og hvis forældrene mangler det, mangler spædbarnet det også.

Vi ved fra forskningen, at hjemmefødsler, “kendt jordemoder”, og doulaer eller lignende støtte til den fødende, medvirker til at begrænse behovet for indgreb under fødslen, og jeg kunne godt tænke mig, at der blev forsket mere i, hvad det betyder for risikoen for efterfødselsreaktioner, for amningen og for det spæde barns trivsel. Der kan ikke herske tvivl om, at en betydningsfuld og potentielt afgørende medvirkende faktor er forældrenes oplevelse af ro, tryghed og nærvær og fraværet af stress.

Langt de fleste af de kvinder, jeg talte med, kom under vores samtale frem til, at de godt kunne føde deres børn. Uanset hvordan det var gået. Graviditeten er en periode med et enormt potentiale. Psykologisk, fysiologisk og socialt. Det er også en periode med sårbarhed.

Derfor skal vi støtte kommende forældre hele vejen gennem graviditeten og fødslen og tiden efter. Vi skal skabe forudsætninger for, at de kan træffe de valg, der er bedst for dem. At de føler den ro og tryghed, der er så fundamental for deres fødselsoplevelse. Vi KAN og SKAL skabe forudsætningerne for at Verdens nye indbyggere bliver budt velkommen af forældre, der kan spejle spædbarnets første søgen efter kontakt, tryghed og omsorg med et blik, der siger:

Du er velkommen, du er perfekt, og alt er godt.

Det er derfor, jeg laver det, jeg laver. Det er det, perinatal psykologi handler om.

Cookie- og privatlivspolitik
×

Menu

Ring til os

Skriv til mig