Fra moderen, der forsøger at finde balancen mellem at tage sig af sin syge far og sin familie derhjemme, til jordemoderen, der tøjler sin angst, mens hun hjælper den ene fødende efter den anden og psykologen, der altid er der for sine klienter og kolleger, men ikke føler, at hun kan være der for sine børn.
I den foregående uge har der været et tilbagevendende tema. Både blandt mine supervisanter og mine klienter har en februarmathed vist sig ovenpå vinteren, og ordene “udmattet” og “utilstrækkelig” er gået igen i forskellige udgaver.
Fælles for dem er, at de faktisk klarer rigtig meget, og er gode til at hjælpe andre, men alligevel føler sig låst i en Sisyfoslignende cirkel af altid at knokle eller kæmpe, altid skulle samle op, og aldrig rigtig kunne slippe ansvaret.
Nogle gange bliver ydre forhindringer og/eller vores egne begrænsninger ved med at spænde ben. Allerhelst vil vi have at nogen, en magisk formel, en-eller-anden, en voksen, ophæver Sisyfos’ forbandelse og slipper os fri, men min erfaring er efterhånden, at det sjældent sker.
Resultatet er, at vi løber og slukker brande. En kiropraktor til ryggen, en diætist til overvægten, en coach til stress på arbejdet, en psykolog til angsten, botox til bekymringsrynkerne, og imens går tiden, kalenderen er fuld af aftaler, livet fortsætter, men vi føler ikke rigtig at vi lever, for vi har lige nogle klienter, nogle børn, der har brug for os og noget, vi skal fikse først.
Livet er det der sker, mens vi har travlt med andre ting.
Vejen til at (ud)holde livets udfordringer, når de bliver ved at dukke op i vores liv er at finde en praksis i hverdagen, hvor der er åndehuller, forbundethed og næring, der danner grobund for glæde, nydelse, heling og mening. Der er ikke èt svar til alle. De fleste har brug for flere greb i hverdagen, før åndehullerne for alvor indfinder sig, og livet viser sig.
Hvad giver dig ro? Hvad giver dig glæde? Hvad er betydningsfuldt for dig? Selv en kortvarig følelse, som når “emhætten slukker”, kan have betydning, når stormen raser.
Ting, der kan give mening, næring og grobund:
Øvelser i compassion kan være en vej til at holde sig selv og andre uden at brænde ud, og det kan være nøglen til at opdage, hvad du skal have integereret i dit hverdagsliv for at trives. Disse ting kan være alt fra at vende ansigtet mod en solstråle, til vinterbadning, til en daglig meditationspraksis, til deltagelse i et kvindefællesskab.
Ingen af disse ting kan stå alene. Det vigtigste er, hvordan det føles, og om det er tilgængeligt for dig.
Du kan ikke stå alene. Du har brug for at være forbundet til nogen eller noget.
